Kulturfabrikken binder kommunen sammen

 
 

Kulturfabrikken udspringer af Europæisk Kulturhovedstad 2017, som Hedensted bidrog til med en række arrangementer og events. Kulturtræf, som eventen blev kaldt i 2017, blev et så stort tilløbsstykke og en så stor succes, at byrådet efterfølgende besluttede at gøre det til en årlig tilbagevendende begivenhed. 

Det primære formål med Kulturfabrikken er at skabe et ”udstillingsvindue” for de mange kulturelle aktiviteter og aktører i kommunen. At bringe de mange ildsjæle fra kommunens 31 lokalsamfund sammen for i løbet af en eftermiddag at lade kreativiteten og fantasien få frit løb.

Kulturfabrikken 2019 står i verdensmålenes tegn

I juni 2019 rykker Kulturfabrikken til et stort telt i Trykkeriparken i Hedensted.

I år er Kulturfabrikken et af Hedensted Kommunes bidrag til den store fælleskommunale og regionale festivalsatsning Europæisk Kulturregion med temaet ”Genopdag”, der finder sted i perioden 1.-16. juni. Festivalen er en videreførelse af Kulturhovedstad Aarhus 2017, og formålet er bl.a. at styrke interessen for og engagementet i kunst og kultur i de 19 midtjyske kommuner. Et af festivalens mest markante temaer er FNs 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling.

Verdensmålene er sat i ord og musik i projektet ”Sange til verden”, som man kan opleve i Hedensted Kirke 14. juni kl. 16. Musikskolen er tovholder på projektet, som involverer 125 børn fra de lokale skolers 4. klasser.

Et andet tværkommunalt projekt er ”Monster”, hvor skolebørn i Hedensted, Odder og Horsens med hjælp fra billedskoler og kunstnere har skabt monstre og fortællinger om dem. Monstrene indgår i en kunstinstallation i Trykkeriparken i forbindelse med Kulturfabrikken.

Vil du vide mere er du velkommen til at kontakte:
 

Hedensted_Kommune_Vandret.png
 


Berit Schmidt Hansen
Kultur- og Fritidskonsulent

Kultur og Fritid
Tjørnevej 6, 7171 Uldum
Berit.Schmidt.Hansen@Hedensted.dk

 

 

 

Se videoen fra Kulturtræf 2017
(som nu hedder Kulturfabrikken)

I år er Kulturfabrikken flyttet ud af Dungs fabrikshaller og i stedet afholdet den udendørs i Trykkeriparken i Hedensted midtby